Budgetvedtagelse
Politikerne i Egedal Kommune har som de første i landet vedtaget et nyt budget. Der har været fuld enighed om at gøre det nødvendige for at genoprette økonomien, forklarer borgmesteren.
Politisk mod og vilje til i fællesskab at gøre det nødvendige.
Det er opskriften på, hvordan det er lykkedes 19 ud af 21 politikere i Egedal Kommune at vedtage landets første kommunale budget for 2011 til 14.
Budgettet indeholder de største besparelser i kommunens korte levetid, men der har været en klar politisk forståelse af, at det var nødvendigt at ’tage fat’ for at genoprette økonomien, siger borgmester Willy Eliasen.
- Jeg er bestemt ikke stolt over besparelserne. Vi har ikke gjort det med glæde. Men jeg er stolt over, at vi i fællesskab – på tværs af partiskel og partiprogrammer – havde modet til at gøre det nødvendige for at rydde op og få styr på økonomien. Nu får vi en robust økonomi, så vi kan modstå presset de kommende år og samtidig komme i gang med at planlægge fremtidens kommune, siger Willy Eliasen.
Budgettet for 2011-14 blev vedtaget onsdag aften af forligspartierne Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokraterne, SF, Egedal-Listen og Dansk Folkeparti. Det Radikale Venstre og løsgængeren Jørgen Hvidemose undlod at stemme.
Se det vedtagne budget 2011-14 som en samlet bog:
Her kan Budget 2011-14 læses som èn samlet bog. De vedtagne takster for Kommunens serviceydelser fremgår også heraf.
Du kan også læse en kort udgave af hvad budgettet indeholder i form af den Budgetannonce der var i Lokalavisen i uge 39 her.